Når vaner lykkes ... og når de fejler

Jeg startede det nye år i stor stil. Jeg tabte mig og maden smagte fantastisk. Men der gik kun nogle uger, så lagde jeg mig syg - og godt afmattet af sygdom, var det som om, jeg ikke kom tilbage på sporet igen. Det, der gik så godt, stoppede og blev til halvhjertede forsøg. "Imorgen".

Jeg er så enormt glad for min blog. Fra min søn kun var en spire i min mave - og mange mange år frem, skrev jeg dagligt om mine tanker. Om mit liv. Om min søns udvikling. Om min datter. Mange af indlæggene kan jeg huske - og stadig mærke, når jeg mærker efter. Og jeg savner den kontakt. Den daglige "ned og mærke hvad der sker". Men igen.. jeg startede op. Jeg skrev.. og faldt ned i et hul af ingenting.

Hvor fandt jeg energien til at cykle videre, dengang for længe tiden, da det med motion og kost fungerede? Hvordan gjorde jeg, da jeg hver eneste dag, skrev ord i min blog? Hvad er forskellen på dengang, det bare flød - og nu?

I nat har min krop værket. Jeg kunne ikke sove. Min ryg er øm - og jeg har generelt problemer med, at min ene fod falder i søvn. Jeg bevæger mig ikke nok. Bare lidt bevægelse vil ændre meget for mig. Bare 20 minutter om dagen med åndenød - og jeg vil være godt kørende. "Nu gør jeg det" tænker jeg igen. "Nu gør jeg det". Og så holder jeg øjnene helt lukkede i håb om, at det er denne gang, det lykkes. At det netop er denne gang at de gode vaner bider sig fast og bliver hængende for en stund.

Passioneret

Jeg havde en politisk snak med ham, jeg godt kan lide, igår. I bund og grund handlede den om folkeskolen - og det faktum, at omkring 1/3 af alle penge i skolevæsnet, går til specialundervisning.

Grundlæggende har jeg den holdning, at man - så vidt det er muligt - skal forsøge at undervise børnene samlet i gruppen. Måske skal man have ekstra undervisningskrafter - men jeg tror det er vigtigt ikke at tage børn ud af klassen og gøre deres problemer til noget størrer, end hvad der kan magtes i en klasse. Jeg har en stor tro på de danske folkeskolelærer - og hvis de ellers har ressourcerne  - og nogengange nogle ekstra lærerkrafter, så tror jeg på, de er langt bedre til selv at løse problemerne, end at få problemerne skippet ud i specialklasser med eneundervisning og hundedyre løsninger.

Skolepengene er for alle børn. Og det kan ikke være rigtigt at der ikke findes løsninger, der gør at de dårligst stillede børn, ikke kan få den hjælp, de har behov for, uden at det så massivt økonomisk, skal gå ud over alle andre. Løsningerne findes. Vi har fantastiske lærerkrafter.. men vi har suget livet ud af dem igennem mange år, hvor vi har stillede himmelråbende krav - det ene efter det andet.

Læreren skal tilbage i førerollen. Læreren skal kunne være stolt af eget arbejde - men det kræver penge til klasseværelset. Det kræver videreuddannelse og det kræver 2 lærer nogen gange. Men vi KAN komme derhen. Og vi bliver nødt til at komme derhen, hvis vi ikke skal tabe ALLE danske skolebørn i et undervisningssystem, der er blevet alt alt for dyrt.

Det er ligefør jeg kan mærke, hvordan mine kinder rødmes, mens jeg skriver dette. Hvordan jeg mener hver et ord helt indeni. Hvorfor jeg er så passioneret, ved jeg egentligt ikke. Ikke desto mindre er netop dette emne endnu eet af dem, hvor jeg kan mærke, det hele rotere i mig, hvis min samtalemakker ikke forstår.

Hvordan letter man på passionen? Hvordan bliver man lidt mere ligeglad? Lidt mere .. anskuende ? Godt så - jeg har en holdning til emnet. Det er fint nok. Men hvorfor så passioneret, at jeg næsten dirrer, når jeg fortæller?

Ham, der lytter, er god til at tage luften lidt ud af ballonen. Ham, der lytter, behøver ikke sige noget - for han ved godt, at hvis han bare er stille, funderer jeg selv over det. Spørgsmålet stillede han i sit smil.

Jeg er virkelig taknemmelig, når han smil opstår -og jeg netop kan mærke, at jeg er blevet så passioneret. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu i det mindste får lov at tænke tanken "hvorfor skulle det være så vigtigt for mig?" i stedent for bare at fyldes af følelsen af kampånd og passion.

Måske en dag, bliver jeg bedre til bare at gå et trin bagud - og pakke min passion lidt mere ind.. så jeg lytter mere og nuancere mine holdninger.

På kanten - stadig kravlende opad

Da klokken var tre i nat, vågnede jeg ved følelsen af, ikke at kunne trække vejret mere. Halsen trak sig bare sammen - og næsen var stoppet helt.

Det er en grim følelse, kan jeg godt røbe.

To panodiler, lidt whiskey, næsespray, indretning af puder - og ikke mindst tålmodighed i uendelighed... faktisk 2½ times tålmodighed, så var jeg ved at være tilbage på sporet. Jeg fandt i søvn igen - med følelsen af, at jeg nok skulle få trukket vejret alligevel.

Jeg havde glemt hvordan det er, at være virus-ramt. Jeg kan huske halsbetændelse - og 24 timer efter - vupti, så virker penecilien og så er man frisk igen. Jeg kan også huske den halvhjertede forkølelse, hvor man er syg - og alligevel ikke. Eller influenzaen, hvor man reelt set befinder sig i en trancetilstand i dage i træk uden mulighed for at komme tilbage til livet, før den værste sygdom har forladt kroppen.

Men virussen havde jeg glemt.

Det startede i mandags med en hovedpine, som to piller da gudskelov kunne gøre noget ved. Tirsdag var to piller ikke længere nok - og onsdag kunne jeg ikke længere kravle. Dagens mål blev et bad .. og at få sønnike ud af døren.

Det var en helt lettelse torsdag, da lillemanden tog hjem til sin far og jeg havde min store lejlighed - og ikke mindst min virus for mig selv.

Nu er det lørdag - og jeg vil formode, jeg er ved at være halvvejs. Måske lidt bedre. Alene det, at jeg skriver her, er gode tegn. Men virussen river mig stadig frem og tilbage. Stadig tilbage til krybestadiet - for derefter tre timer senere, at lade mig tro, det er overstået. Blot for igen at overrumle mig. Og fra første gang at være på stemmebånden - så lægger der sig et lag af grov snot i bunden af mine lunger - for derefter at sætte sig i mine øre - og min næse. Helt hvor næste angreb vil foregå, er ikke til at sige.

Virus er noget fanden har skabt. Men jeg overlever vist også denne gang.

Syg

Måske er det slet ikke underligt. Ikke desto mindre er det nu gået op for mig, at det er en rytme. Noget set før. Noget genkendeligt.

Jeg har tidligere sat gang i vægttab omkring 1. januar - og blevet syg sidst i januar.

Gad vide, om det ikke er kroppens måde at reagere på det "fremmede" på. Kropens måde at sige "hov - jeg kendte den anden livsstil -denne her er mig fremmed og lidt uhyggelig - så hold op med det!"

Om det vitterligt er den ændret kost, der gør mig syg - eller om det er immunsystemet, der midlertidigt er i ubalance - og derfor lader mig tilrane andre bakterier, ved jeg ikke. Jeg vil gætte på det sidste. For det føles som en influenza, uanset hvad.

Denne gang nægter jeg at gå på vægten efterfølgende. For når man ligger og til nød får lidt vand ned, så taber man sig - men man tager det på igen, det øjeblik, man begynder at spise igen. Så jeg vil forsøge at lade være mde at veje mig sådan liiiige nu.

Søndag simrer

Det hele simrer uden på komfuret. Der står gullash  -  og hønsekødssuppe på komfuret. Og lejligheden dufter. I køleskabet står en kylling, der har væltet sig i en mariande, og suger saft, kraft og smag til sig.

Og jeg nyder egentligt, at det er sådan det er: At jeg bruger nogle timer søndag på at lave mad - og derefter har mad til hele ugen og lidt til.

Afbalanceret

Jeg tror, den største hurdel i forhold til overvægt, er vores efterhånden manglende forståelse for, hvad mad i virkeligheden er.

Jeg har været her før. Jeg har været overvægtig før og har tabt mig før. En af de ting, jeg har taget med mig og som jeg aldrig giver slip på, er det faktum, at jeg vil spise go mad. Jeg vil ikke spise Nupo pulver, eller tvinge ost, jeg ikke kan lide ind. Det giver ingen mening. Mad er noget vidunderligt - noget dejligt. Og det er det altså uanset om man er overvægtig eller ej. Et had forhold til det, vi skal proppe i munden tre gange om dagen, er ikke hensigtsmæssigt.

Jeg tror ikke på pulver. Jeg er udemærket godt klar over, at pulver er svaret for nogen. At det kan kickstarte et vægttab. Men jeg tror ikke på at putte alle mulige e-numre i munden.  Jeg tror ikke vi mennesker er så kloge, som vi gør os. Det kan godt være forskerne har undersøgt de forskellige kemisk lavet smagsforstærkere eller pulver til at søge for noget kan holde sig. Men uanset hvor mange forsøg forskere har lavet, tror jeg ikke de forstår hele vejen rundt. Hvad sker der når man sammensætter de forskellige kemiske stoffer? Hvad sker der, når de ophobes i kroppen?

Det omvendte er nu heller ikke lige min retorik. At være vegetar, kun at spise økologisk, kun at spise rå mad, at være hellig og aldrig spise smør eller sukker. Der er jeg bestemt heller ikke.  Jeg vil leve i den verden, jeg nu er endt i. Udfordringerne er mange - også uden at forsage alverdens ting og sager. Der må være en balance. Jeg må finde min balance - ganske som alle andre mennesker må vurdere, hvor deres balance er.

Når jeg køber ind til det mad, jeg spiser via Meyers Almanak, tænker jeg over, hvad jeg køber. Jeg køber med så få e-numre, som det overhovedet er muligt. Så rene råvarer, som det nu lader sig gøre. Det, der er tilbage, ryster jeg bare på hovedet af - og smiler over. For jeg gør en indsats, trods alt. Omvendt køber jeg pt. ikke økologisk. Jeg VIL kunne lave maden forholdsvis billig også. Og selvom jeg helst ville have tingene økologisk, vil jeg ikke ende et sted, hvor jeg betaler massivt mere for min mad, end jeg ville gøre for min e-mad.

Min tro er sådan set simpel nok. Ren mad - med genkendelige råvarer. Mad i rimelig balance mellem kulhydrater, protein og fedt - uden jeg skal tænke over det. Det skal være naturligt, at der høre mange grøntsager til et måltid.

Jeg startede 1. januar - for alvor. Jeg fik Almanakken i julegave - og idag har jeg tabt mig 3,7 kg. Så uanset hvad, så er der NOGET om snakken.

Almanak, tid og en hverdag, hvor døgnet kun har 24 timer

".. lad farsen hvile i 1 time.. "

Det er ikke sådan en linie, man ønsker læse i retten, man netop er ved at lave - i ulvetimen, hvor børnene er sultne - og hvor maden skal på bordet.

 "Bages i omkring 75-90 minutter". Nok er almanakken fuld af opskrifter, der finder tilbage til brug af grundlæggende ingredienser - til almindelig mad. Men Meyers tiltro til, hvor meget tid almindelige mennesker har i køkkenet på en almindelig tirsdag, efter arbejde, stemmer på ingen måde overens med min virkelighed.

Så Meyers Almanak er mit weekendsprojekt.

Fredag bladrer jeg bogen igennem. Jeg taster nogen af de opskrifter, der lokker mest, ind i madital.dk - og skriver kalorieindholdet ind i min Almanak - så jeg også har informationen om år, når jeg finder den frem igen. Jeg beslutter mig for 2-3 opskrifter, jeg vil lave på forhånd - og måske en opskrift, jeg kan lave i løbet af ugen.

Opskrifterne, der kræver timer i ovnen - eller hviletider på en time eller tre, er de opskrifter, jeg laver på forhånd. Jeg forsøger at vurdere hvilke retter, der vil kunne fryses. Jeg laver en indkøbsliste.

Lørdag får jeg handlet ind. Jeg glæder mig over, mængden af grøntsager, jeg køber ind. Og at jeg køber andre grøntsager, end jeg normalt bruger.

Og søndag dufter køkkenet. Det hele simre og kokkerer. For søndag har jeg god tid til at lade kødet braisserer - 2 - 3 timer .. og sågar en time ekstra, hvis jeg kan smage mig til, at det vil have godt af det.

Når det hele er færdigt, portionspakker jeg maden - og fryser det ned, jeg ikke skal bruge idag - eller imorgen.

Maden, der har simret og hvilet i timevis, har ikke brug for smagsforstærkere eller e-numre. Det smager helt og aldeles fantastisk,  

Almanakken og økonomien

Mine første tanker omkring det, at følge Almanakken og lave mad fra den, var at det ville være dyrt.

Når jeg lod blikket glide over opskrifterne, er det ting som æbleeddike, rapsolie, garam masala og hakket lammekød. Fremmede ingredienser i mit køkken. Og hvis man bruger 2 spsk æbleeddike til en ret - hvad i alverden skal man så bruge de sidste 450 ml til?? Kommer det bare til at samle støv i skabet?

Men opskrifterne indeholder jo netop de samme ingredienser. Så rapsolie og æbleeddiken finder jeg i adskillige af opskrifterne. Og efterhånden bliver jeg fortrolig med, hvad de kan og hvad de gør. Hvordan de skal bruges - også udenfor Almanakkens opskrifter.

Og eftersom de fremmedartede ingredienser går igen, var det allerede ved indkøb nummer to, at jeg kunne sætte hak ved rigtig mange af de anderledes ingredienser. Dem havde jeg allerede køleskabet.

I denne uge laver jeg 3 retter - som er mere end nok mad til mig og mine børn i hele ugen inkl. næste weekend - og prisen for måltiderne - og morgenmad og frokost (som bare er det normale) er 556,14 kr.

Det synes jeg ikke er skræmmende - tværdimod.

Hvad er en normal kost

Hvad gør man, når vægten krænger sjælen ud - og opgiver. Hvad gør man, når "Fedt, Fup og flækesteg" udsendelserne med al ønskelig tydelighed fortalte historien om, at alle e-numre og fedtreducerende varer - oftes har den direkte omvendte virkning af, hvad man ønsker, når man køber dem. Viden, jeg allerede godt var klar over, sådan inderst inde.

Man tager fat på det, man stoler på. Ikke det ekstreme, hvor fødegrupper udelukkes og naturlige råvarer forbandes som årsagen til alt ondt. Og ikke den opgivende, hvor man bare lader det hele stå til. Man tager fat på det, man stoler på.

Og jeg stoler på Claus Meyer.

Jeg har spist hans mad i min kantine i over et år nu - og det er go mad. Det er naturlig mad lavet af rene råvarer. Igen e-numre. Ingen unaturlig fedtreducering. Ingen forsøg på at pumpe noget i varerne - andet end naturlige råvarer og smagen af netop dem.

Så Claus Meyers Almanak er nu blevet min guide ud af det morads, min kost er blevet til. Ikke at jeg spiser alle opskrifter. Jeg forsøger at undgå desserterne i første omgang - og jeg beregner kalorier, ved at taste opskrifterne ind på min gratis profil på mad i tal - og ud fra kalorieindhold i retterne - og retternes appel til mig, laver jeg det, jeg har lyst til.

Vil du læse om mine erfaringer - så følg med her - efterhånden som jeg får arbejde mig igennem min Almanak.

Med fuglekvidder og solopgang

Min kæreste og jeg er nyforelsket. Og noget af det, der er aller sværest, er når man sover sammen - er at man SKAL op.. for børnene kalder, arbejdet kalder - og hverdagen væk fra hinanden kalder. Det er helt utroligt så mange gange, man kan nå at trykke på snooze - når den ubehagelige sirenagtige lyd af vækkeuret først sætter ind.

"Bliv morgenfrisk med en kunstig solopgang".

Bliver det smukkere? Det var det, der stod. Forstil dig at ligge arm i arm med ham der.. og så langsomt - henover en halv time at blive vækket af den spæde morgensol, der langsomt men sikkert arbejder sig op over horisonten.

Dertil kommer fuglesange. Den hyggelige, smukke, kvidrende, forårsbebudende fuglesang. Jo - for når solen stiger op af havets skød, så vågner fuglene .. og deres lystige kvidren, vækker to elskende så blidt som det lader sig gøre.

Se - det var intentionen.

Og måske ham kæresten skulle læse instruktionen een gang til - for virkeligheden, jeg vågnede til imorges var, at en eller anden havde tændt en projektør, som vedkommende ihærdigt pegede i min retning - kombineret med, at først een fugl - så fem - og inden for 10 sekunder 800 fugle, der insistedende kvidrede - og egentligt mere lovede mig at hakke øjnene ud på mig - end noget andet.

Jeg skal love for, vi kom op. Men det var ikke lige den romantiske setting, jeg havde forestillet mig.

Jeg tror lige, der er nogle indstillinger, der skal ændres.  

Den sidste uge ..

... har jeg glædet mig mere til måltiderne, end jeg kan huske, jeg nogensinde har gjort før - og med god grund. Aldrig har maden været så lokkende, duftende, smagsfuld og fantastisk, som i denne uge. Jeg har ganske enkelt lavet mad efter Meyers Almanak - som reelt bare er en kogebog for hele året. Herefter har jeg tastet opskrifterne ind på madital.dk for at undersøge kalorieindholdet - og med det i mente, har jeg lavet portionsanretninger - med det sigte at spise fantastisk - og tabe mig.

Væk er burgere og spaghetti med kødsovs 5-gange-i-træk.  Væk er "hov, jeg skal lave aftensmad - og jeg har ikke så meget tid.. Shit - nu bliver de tigen noget nærmest uden grøntsager - men fuld af brød, ris, pasta og en masse fedtholdtigt kød af en slags"

Tilbage står luksusmad i fryseren, der lige er til at tage op - og som tager 20 minutter at varme op, så er der serveret det lækreste årstidsbestemte creme-de-la-creme mad spækket med smag og grøntsager - lige det, jeg har aller mest lyst til. Vel og mærket i en portion, der passer nøjagtigt til det, min krop har behov for.  

Den øget pris, det koster, at lave det her fantastiske mad, er tjent hjem mange gange, fordi jeg ikke bare grovspiser maden, når den serveres - men portionsanretter den. En opskrift, der er ment til fire mennesker, er dermed også 4 portioner - hvis ikke det i virkeligheden er 5 eller 6.

At gå ned og handle ind til et andet måltid, virker helt absurt.

Så livet er godt: Jeg får det bedste mad i verden - og kiloene rasler af mig.

Nye tider - nye projekter

Der er ikke noget så livsbekræftende, som når man bliver opslugt af personlige projekter.

På en eller anden måde, er jeg fantastisk god til at "komme igang". Og hvis jeg selv skal sige det, er jeg faktisk også god til at fortsætte projektet - hvis jeg bare har udnyttet min "kom igang" periode bedst mulig.

Jeg skal tabe mig - igen. Det gjorde jeg også for fem år siden - og nu er det altså tid igen. Og jeg er tændt af en indre ild, så jeg dårlig kan beskrive, hvor ivrig, jeg er. Jeg gør hvad jeg kan for at finde på motionsprojekter (så hvis du ser en rødblisset kvinde, der spænder op og ned af trappen, er det bare mig og mine sære ideer) og jeg sørger for at lave mad så vidt muligt på forhånd, så jeg ikke pludselig står og ikke ved, hvad jeg skal have at spise til aften.. og dermed falder i at købe noget underlødigt.

Lige nu er der 20 "hurtigretter" i korrekte portionsstørrelser i min fryser - mad, der vil tage 20 minutter at lave. Dermed har jeg 20 dage at løbe på. Og målet er naturligvis på de 20 dage, at få lavet nogle nye portioner af mad, der er mindst lige så lækre, som dem, jeg allerede har.

Så lige nu.. lige nu - kunne jeg ikke være mere tændt - og jeg ELSKER fornemmelse.

For familien...

Jeg har brassieret. Jeg har kogt og stegt. Duftene har stået om mig - og strålet i takt med grøntsagernes sprødhed og kødets friskhed.

Jeg har besluttet mig. Jeg vil spise bedre i 2012. Jeg fik Claus Meyers Almanak i julegave - og drømmen er, at lade den følge mig - jævnligt igennem året.

Men at lave mad til mig og lillemanden, er altså ikke helt så spændende. Idag har jeg lavet to retter - og jeg kan fornemme, at der kommer til at være mad til os til de næste 8 dage. Altså 4 dage med det samme. Aften efter aften.

Der er så mange ting, jeg drømmer om, i forhold til at være sammen i en familie.

Hvis jeg var en del af en størrer familie, kunne vi nøjes med retten een dag - måske to. Og jeg kunne tillade mig at lave en salat til. Jeg kunne nyde, at flere fik gav af mine anstregelser. Jeg kunne lade opvasken stå og forvente, at han tog den. Jeg kunne kalde på ungerne, og bede dem sørge for at dække bordet.

Fordelene ved at bo sammen - som en størrer familie - er ikke kun, at jeg får lov at være sammen med ham, jeg elsker, hver dag. Det er i lige så høj grad, fordi det på mange måder kan give mening - i forhold til den arbejdsindsats, jeg alligevel lægger for dagen. I forhold til at nyde godt, at den arbejdsindsats de andre lægger for dagen.

Usikkerhed

Usikkerheden er åndssvag.

Mest fordi han bekræfter mig hvert eneste øjeblik, vi er samme - og de fleste af de øjeblikke, hvor vi ikke er det.

Ikke desto mindre bliver jeg mere og mere usikker.

I starten var det nemt. Måske ligefrem et skuespil. Kattens dans med musen. Forførelse og leg. Dengang var der intet på spil. Intet at tabe. Alt i mig fortalte mig, at jeg ville vende om - at jeg ville droppe det.

Men hele tiden måtte jeg lige se ham een gang til, åbne bare et brev mere - tale med ham bare een gang til. Og hver eneste gang knyttet båndet stærkere og stærkere. For han er noget ganske, ganske særligt. Han har en personlig, som passer til mig, som en hånd i en handske.

Men med bånden er det som sugede han al min selvtillid og forståelse over i sig.

For mens legen bliver mere og mere alvorlig - bliver indsatsen også højere og højere.

For hver dag, der går, bliver jeg mere og mere "mig". Den sårbare, den tvivlende, hende, der indimellem er i stykker. For jeg kan ikke holde nogen facade overfor ham. Og ønsker det heller ikke. 

Han er, hvem han er. Han har aldrig lagt skjul på, at det er sådan, det er. Han udgiver sig ikke for noget, han ikke er. Det er hele pakken. Han forandrer sig ikke synderligt.

Jeg startede med at vise ham alt det bedste fra min side.

Og for hver lille skridt i den retning hvor alle facader falder, bliver jeg mere bange. I starten var mulighederne mine. Men nu.. nu ønsker jeg ikke at miste ham. Ønsker ikke at miste alt det, der er om ham. Og for hver gang, jeg bliver lidt mere afhængig af ham, bliver jeg også lidt mere bange.

For hvad hvis han ikke vil have hende den usikre? Hvad hvis han ikke vil have hverdagsPernille? Hvad nu, hvis det sidste lag i løget, alligevel ikke falder i hans smag?

Det er vist i virkeligheden prisen.

Kærlighedens pris. At desto mere man har at miste, desto mere desperat og usikker bliver man. Kun tiden kan langsomt, men sikkert give mig fast grund under fødderne igen.

Og jeg tager gerne een dag af gangen - med ham i hånden.

Modsætningerne jul

Jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig, jeg er. For hvor er der dog sket uendelig meget på det år, der gik. Og hvor ser tingene dog helt anderledes ud nu.

For et år siden var min eksmand lige begyndt at bløde op. Han havde siddet i min sofa en enkelt gang med en kop kaffe - helt uden på kanten - uden helt at vise, at han ønskede at være her. For det, at han kom indenfor, at vi kunne tale sammen, var helt helt nyt.

I år har han, grundet rod i eget liv, givet mig lov til at holde jul ekstraordinært med mine børn. Det er så omvendt alt hvad der er sket hidtil, at jeg har svært ved at få armene ned. Det bedste - overhovedet -  er så, at han kommer imorgen kl. 15 - og bliver en time. I den time pakker ungerne gaver op - og far får sine fra ungerne. Tanken om, at Jonathan får lov at være sammen med HELE sin familie en time imorgen er så stort i mig. Jeg ved hvormeget det kommer til at betyde for ham, at han kan HUSKE, at han har holdt jul "med mor og far". (Også selvom det kun er en time eller to)

Julen er også omvendt, fordi det nok er sidste jul her i min lejlighed. Her - hvor jeg har boet de sidste 12 år. Jeg har været lykkelig her.  Og jeg elsker min lejlighed. Men jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig, til det, der måske kommer. Så gør det bestemt ikke noget, at det er sidste jul her.

Julen er omvendt, fordi den ikke er spækket med familie juleaften. For i og med, at denne jul er udenfor nummer, så er alle de andre familiemedlemmer spredt i alverdens retninger. Så det bliver kun mig og ungerne, der skal spise sammen. Jeg glæder mig til at juleaften kommer til at være gave tidligt - Jonathan og mig, der leger og hygger sammen med storesøster - og så mad sammen, på børnenes betingelser.

Aftalen er så - at kl. 19:30 - 20:00 går vi nedenunder til vores underboer. Min datters to dejlige venner. Her skal vi spille og hygge til vi ikke orker mere. Og jeg skal have et glas rødvin :-) At holde jul på den måde gør, at min store datter også får noget ud af juleaften. For vi skal hygge på hendes betingelser også. Og ikke som normalt være sammen med et hav af helt små børn, hvor min store pige sidder i et hjørne og smiler.

Og til aller aller sidst. Til aller sidst kommer min kæreste. At ende juleaften ved at falde i søvn i hans arme.. Jamen - så bliver det ikke bedre. Det, at han og jeg skal falde i søvn sammen, når Juleaften er slut, kunne ikke være mere symbolsk. For næste år er vores. Og jeg kan slet ikke komme igang hurtigt nok.

Juleaften i år, er på mange måder direkte modsat af, hvordan Juleaften normalt er. Men jeg glæder mig - og føler bare, at netop denne jul bliver den bedste nogensinde.